Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > Nyheder 2010 > Årets optagelsestal: D...
30. juli 2010
Årets optagelsestal: Datalogi melder om næsten fuldt hus
I alt 142 nye studerende, 13 kvinder og 129 mænd, er blevet tilbudt optagelse på KUs bacheloruddannelse i datalogi.
I lighed med tendensen landet over oplever også DIKU et boom i tallet af ansøgere, så der på det nærmeste må meldes om fuldt hus på bacheloruddannelsen allerede nu. Belægningsprocenten tangerer de 95%. Der er tale om en stigning på 19% i antallet af pladser i forhold til 2009 og på mere end 100% i forhold til bundåret 2006, hvor kun 66 blev optaget. Link til årets optagelsesstatistik.
Interessen for it-fag er generelt stigende
Institutleder Martin Zachariasen glæder sig over den fornyede interesse for at læse datalogi, som han bl.a. tilskriver bevidstheden om de gode karrieremuligheder og den kendsgerning, at it har sneget sig ind i næsten alle samfundsområder. Det skaber endnu større efterspørgsel på højtuddannede med it-kundskaber og har samtidig medført en skærpet interesse hos mange unge for at styrke kompetencerne og søge en karrierevej på it-området.
Nye kombinationsuddannelser med it har succes
Ikke kun datalogi, men også de øvrige bacheloruddannelser som kombinerer it med et andet fag, melder om stor interesse. Den splinternye bacheloruddannelse Naturvidenskab og it, som kombinerer et traditionelt naturvidenskabeligt fag som f.eks. matematik, fysik eller kemi med et it-fag,lægger ud med 22 optagne, hvilket i følge studieleder Søren Olsen er tilfredsstillende for en pioneruddannelse, men der er kapacitet til 50 på første årgang, så afviste ansøgere på andre naturvidenskabelige fag er velkomne til at forhøre sig om ledige pladser på Naturvidenskab og it, se nedenfor. Også Kommunikation og it samt It og sundhed melder om stor interesse med optagelsestal på hhv. 38 og 29 nye studerende.
Der er stadig ledige pladser for afviste
På http://studier.ku.dk/ledige-pladser/ opdateres en opgørelse over ledige pladser. Man kan også ringe til studievejledningens hotline 35 32 41 28 og få yderligere vejledning. Sidste frist for at søge ledige pladser er 6. august kl. 12.00.
Læs dagens artikler og pressemeddelelser om optagelsestal
Unge strømmer til: Universiteter får 19 procent flere nye it-studerende
Artikel i Version2 med interview af bl.a. Martin Zachariasen
De naturvidenskabelige uddannelser hitter
Pressemeddelelse udsendt af Det naturvidenskabelige Fakultet
Stort optag og få ledige pladser
Pressemeddelelse udsendt af Københavns Universitet
Historisk højt optag på universiteterne
Pressemeddelelse udsendt af Videnskabsministeriet
